LYT TIL KROPPEN
Smerte er kroppens advarsel til hjernen om, at der er noget galt. Du kan derfor mindske smerten ved at ændre stilling eller ved at undgå bestemte bevægelser. Det er ikke blot behageligere, men også sundere. Derfor er det en god hovedregel, at du skal undgå, det der gør ondt.
LIGGER DU GODT?
Det er godt at ligge, men ikke på maven og ikke for længe. Har du ondt i lænden, gælder det normalt, at det er bedre at ligge end at sidde, da trykket på bruskskiverne mellem hvirvlerne er størst, når du sidder, mindre når du står, og mindst når du ligger.
NÅR DU BÆRER
Når du skal løfte eller bære, skal du fordele byrden, så der er lige meget vægt i bege arme. Bær byrden så tæt på kroppen som muligt og ikke for højt.
HOLD DIG LIDT I BEVÆGELSE VED LÆNDESMERTER
Det er oftest en fordel at holde sig i bevægelse når man har lændesmerter. Undgå at gå langt, når det gør ondt i lænden, flere små ture kan derimod hjælpe meget. Det er bedst at gå med små skridt, når det gør ondt. Undgå drejninger og sidebøjninger samt pludselige bevægelser. Gå helst i spadseretempo. Det belaster lænden mere, hvis du slentrer. Hvis du har stærke bensmerter, som set ved diskusprolaps, må man ikke følge ovenstående råd, hvis det forværrer bensmerterne. Derimod kan smerterne ofte lindres ved at ligge på ryggen med bøjede ben.
IS LINDRER AKUTTE SMERTER
Isbehandling af smerter i led eller muskler er ofte effektiv ved akutte, dvs. pludseligt opståede smerter. Is må ikke benyttes på små børn eller svækkede ældre. De har nemlig nedsat regulering af temperaturen i kroppen. Kuldebehandling bør heller ikke bruges ved fremskreden hjerte- eller kredsløbssygdom, på områder med nedsat følelse i huden, eller hvor der har været forfrysninger.
IS SLAPPER MUSLKERNE AF
Isen virker smertestillende, muskelafslappende og nedbringer lokale hævelser. Afkølingen nedsætter funktionen i de nerveender, der registrerer smerte. Samtidig nedsættes hastigheden af de impulser, som passerer gennem nerverne. Derved opnås den smertestillende effekt. Is kan lindre, men kurerer sjældent. Is hjælper med til at formindske hævelserne
VARMEBEHANDLING KAN OGSÅ HJÆLPE
Varme er god til at lindre muskler og længerevarende smerter. Længerevarende smerter uden inflammation og hævelse samt kroniske smerter kan opnå en lindring med varme (f.eks. en varmepude eller varmedunk) i højst et kvarter ad gangen.
ET KVARTERS IS OG EN TIMES PAUSE
Isen skal ligge uden på 1-2 lag tøj eller pakkes ind, f.eks. i et viskestykke, hvis den skal på nøgen hud. Som hovedregel gælder, at du skal starte med fem minutters is og en times pause. Hvis det ikke giver ubehag forøges tiden, først til 10, så til 15 minutter. Altid med mindst en times pause mellem hver gang. Isen må ikke bruges længere end anvist, da det kan føre til forværring. I sjældne tilfælde vil isen medføre ubehag udover kulden. Behandlingen stoppes da helt. Normalt vil isen først føles kold, så brændende.